+45 56 93 13 12 [email protected]

Miljøterapi

”Miljø” i perspektiv af ”miljøterapi” beskriver de omgivelser og relationer beboeren mødes af. Miljøterapi er en metodisk tilgang, der bygger på en systematisk og gennemtænkt tilrettelæggelse av miljøets psykologiske, sociale og materielle betingelser i forhold til individets og gruppens situation og behov. Hensigten med miljøterapien er at fremme beboernes mulighed for læring, mestring og udvikling af personligt ansvar. Miljøterapi kan eksempelvis bruges i arbejdet med hæmmede borgere for at optræne deres evne til social deltagelse og udfoldelse, eller kan bruges i arbejdet med uligevægtige og affektlabile eller adfærdsforstyrrede borgere med et mere grænsesættende formål og træning. Her handler det om at bibringe beboeren samvirke-kompetencer i rummet mellem beboer og omgivelser.

De miljøterapeutiske tiltag tager afsæt i beboerens hverdag, hvor den enkelte beboers ressourcer bedst synliggøres og hvor givne problematikker kan adresseres, når de opstår. Man kan kalde indsatsen “en planlagt brug af det, som sker i samspillet mellem beboere og miljøpersonalet døgnet rundt”. ”Miljøet” (al interaktion med beboeren) skabes af personalets holdninger, handlinger, ytringer, tanker og følelser og miljøet tilrettelægges sådan, at evt. vanskeligheder kan rummes og bearbejdes med henblik på beboerens udvikling og selvstændig håndtering af dagligdagen. Det betyder også, at institutionen og enkelte pædagoger, men også f.eks. nattevagter, psykologen, socialrådgiveren, pedellen, sygeplejersken og kontorpersonale betragtes som medvirkende statister på den ”scene” hvor den miljøterapeutiske praksis udfolder sig. Miljøet skabes også af bidrag fra beboere inden for de fysiske, bygningsmæssige og rumlige rammer, hvor bygningens beliggenhed og fysiske omgivelser er en aktiv faktor.

Miljøterapi er i sin grundtanke en behandlingstilgang, som er lagt an på, at alt hvad beboeren møder skal medvirke til heling, smertehåndtering og udvikling ved beboeren. Det kan eksempelvis handle om psykologiske, relationelle, omgivelsesmæssige, strukturelle og medicinske perspektiver og rammebetingelser. Kærbygårds miljøterapeutiske tilgang støtter hovedsagelig sig op ad relationspædagogisk og neuropædagogisk faglighed og værktøjer.

Den miljøterapeutiske praksis på Kærbygård bygger i særlig grad på:

1.      Vægt på en høj grad af koordinering af pædagogiske indsats

2.      Vægt på teamsamarbejde

3.      Udgangspunkt i en fælles videns base, ICF

4.      Metodegørelse af indsats på både overordnet niveau og på konkrete indsatser.

5.      Indretningen af bostedet er funderet i viden om de enkelte beboere, og i den samlede beboergruppe

 

Borgeren er aldrig ”udenfor” behandling. Tid for sig selv i egen lejlighed, er ikke tabt pædagogisk tid, men er af pædagogisk personale vurderet hensigtsmæssig og dermed medtænkt i den samlede indsats. Biler til kørsel på ture, er ikke bare service eller hygge, men er overvejet i hver enkelt dags progression, og indgår i en helhedstanke for borgerens udvikling. En insisteren på at beboeren udfører rengøring i egen lejlighed handler ikke om at ”det manglede da bare”, men handler om at denne opgave ligger i beboerens nærmeste udviklingszone, og er vurderet hensigtsmæssig til at støtte op om det samlede indsats og derfor vigtig at insistere på.

 

De fysiske omgivelser genovervejes hyppigt, hvor brug af de samlede arealer for institutionen for de enkelte beboere hyppigt gentænkes.