”Miljø” i perspektiv af ”miljøterapi” handler om de omgivelser og relationer beboeren mødes af. Miljøterapi er en metodisk tilgang, der bygger på, at en gennemtænkt tilrettelæggelse af omgivelser og relationer, kan fremme beboernes mulighed for udvikling. Miljøterapi kan eksempelvis bruges i arbejdet med hæmmede borgere for at optræne deres evne til social deltagelse og udfoldelse, eller kan bruges i arbejdet med borgere med udfordrende adfærd, til at hjælpe beboeren til at få en anden fortælling om hvad samvær med andre handler om. Her handler det bl.a. om at bibringe beboeren samvirke-kompetencer, ud fra positive oplevelser. Det kan også handle om udvikling af selvværd og meget andet
De miljøterapeutiske tiltag tager afsæt i beboerens hverdag, hvor den enkelte beboers ressourcer bedst synliggøres og hvor givne problematikker bedst kan adresseres, når de opstår. Man kan kalde indsatsen “en planlagt brug af det, som sker i samspillet mellem beboere og miljøpersonalet, uanset hvornår det sker”. ”Miljøet” (al interaktion med beboeren) iscenesættes af personalet, og miljøet tilrettelægges sådan, at evt. vanskeligheder kan rummes og bearbejdes med henblik på beboerens udvikling. Det betyder også, at ikke bare pædagoger, men også f.eks. nattevagter, psykologen, socialrådgiveren, pedellen, sygeplejersken og kontorpersonale betragtes som medvirkende statister på den ”scene” hvor den miljøterapeutiske praksis udfolder sig. Miljøet skabes også af de fysiske, bygningsmæssige og rumlige rammer, hvor bygningens beliggenhed og fysiske omgivelser er en aktiv faktor.
Miljøterapi er i sin grundtanke en behandlingstilgang, som er lagt an på, at alt hvad beboeren møder skal medvirke til heling, smertehåndtering og udvikling ved beboeren. Det kan eksempelvis handle om, relationelle, omgivelsesmæssige eller strukturelle og rammebetingelser. Kærbygårds miljøterapeutiske tilgang støtter sig hovedsagelig op ad relationspædagogisk og neuropædagogisk faglighed og værktøjer, samt perspektiver hyppigt brugt som støtte for borgere med autisme.
Den miljøterapeutiske praksis på Kærbygård bygger i særlig grad på:
- Vægt på en høj grad af koordinering af pædagogiske indsats
- Vægt på teamsamarbejde
- Udgangspunkt i en fælles videns base, et funktionsevne katalog
- Metodegørelse af indsats på både overordnet niveau og på konkrete indsatser.
- Indretningen af bostedet funderet i viden om de enkelte beboere, og i den samlede beboergruppe
Borgeren er aldrig ”udenfor” behandling. Tid for sig selv i egen lejlighed, er ikke tabt pædagogisk tid, men er af pædagogisk personale vurderet hensigtsmæssig og dermed medtænkt i den samlede indsats. Biler til kørsel på ture, er ikke bare service eller hygge, men er overvejet i hver enkelt dags progression, og indgår i en helhedstanke for borgerens udvikling. En insisteren på at beboeren udfører rengøring i egen lejlighed handler ikke om at ”det manglede da bare”, men handler om at denne opgave ligger i beboerens nærmeste udviklingszone, og opgaven er vurderet hensigtsmæssig til at støtte op om det samlede indsats og derfor vigtig at insistere på. De fysiske omgivelser genovervejes hyppigt, hvor brug af de samlede arealer for institutionen for de enkelte beboere hyppigt gentænkes.