Neuropædagogikkens grundlag
Neuropædagogik bygger på flere forskellige fagområder, bl.a. neuropsykologi og kognitiv psykologi. Neuropsykologi er en videnskab, der gør os i stand til at forstå, hvordan vi mennesker opfatter verden, og hvordan vi føler, tænker og løser problemer. Denne forståelse fås ved at opnå indsigt i hvilke dele af hjernen, der er hovedansvarlige for hvilke funktioner – og hvad der kan gå galt i udviklingen af dem. Via neuropsykologiske test og iagttagelser kan en borgers stærke og svage sider kortlægges på områder som opmærksomhed, kommunikation, hukommelse, orienteringsevne og social funktion.
Hvad er neuropædagogik
Neuropædagogik kan betegnes som en forståelsesramme for den pædagogiske indsats over for mennesker med funktionsnedsættelser og er som sådan den praktiske anvendelse af neuropsykologi. Neuropædagogik er overvejelser, fremgangsmåder og gennemførelse af undervisning og behandling af personer med funktionsnedsættelser, som skyldes sygdom, skade eller forstyrrelser i hjernen. Resultatet af indsatsen afhænger af funktionsnedsættelsens karakter, beboerens personlige ressourcer og støtte i nærmiljøet, samt kvaliteten af det professionelle pædagogiske arbejde, der etableres til at støtte borgeren og skabe udviklingsmuligheder.
Som eksempel kan neuropædagogik være at handle ud fra en generaliseret viden om at borgere med autisme kan have svært ved at frasortere unødvendige sanseindtryk, men kan også være, at handle ud fra en mere individualiseret og erfaringsbaseret viden om at alle borgere med autisme ikke opfatter ens, og at der kan være store individuelle forskelle i hvordan borgere med autisme opfatter sine omgivelser.
Målet med neuropædagogik
Sigtet med neuropædagogik er at gøre beboeren så selvhjulpen som mulig bl.a. via kognitiv rehabilitering og habilitering, og ved hjælp af støtte til affektregulering. Der søges at fremme og styrke beboerens kompetencer via en helhedsorienteret pædagogisk indsats under hensyntagen til den enkeltes hjerneskade.
På Kærbygård tager det pædagogiske arbejde udgangspunkt i generel viden om hjerneskader og disses konsekvenser, og i specifik helhedsorienteret viden om den enkelte beboer. Via systematiske observationer og eventuelle screeninger kan vi kortlægge beboerens ressourcer og begrænsninger på områder som opmærksomhed, kommunikation, hukommelse, eksekutive funktioner, orienteringsevne og social funktion. Resultaterne indgår, sammen med viden om bl.a. beboerens personlighed og ressourcer i nærmiljøet, i overvejelserne omkring planlægning af den pædagogiske indsats.
Eksempler fra hverdagen
En beboeren har autisme og er svært retarderet. Beboeren er relativ sensitiv overfor en række sanseindtryk, og kan eksempelvis have svært ved at selektere lyde og at forstå hvad de betyder. Ophold i fællesarealer, hvor der er andre borgere kan derfor give specielle udfordringer for denne borger, og derfor tages der udgangspunkt i, at der skal være så få lyde som mulig i miljøet omkring borgeren, og i at de lyde borgeren alligevel mødes med, nemmere forstås og håndteres af borgeren. Vi er derfor opmærksomme på lyde, fx fra alle samtalerne de andre personer i fællesstuen har, musikken fra nabolejligheden, lyden af håndvasken fra køkkenet, døren der åbner og lukker, nøgler der rasler, når personalet går m.m.
Borgerens sensitiviteten omhandler også visuelle indtryk, som vi derfor ligeledes er opmærksomme på. Selvom disse indtryk kan være fascinerende for borgeren,, så kan disse stimuli ende med at blive overvældende, og borgeren skal sandsynligvis støttes ved forskellige former for afgrænsninger.
Neuropædagogik, specielt vedrørende problemskabende adfærd
Når en borgers adfærd bliver svær at håndtere for personalet kaldes den problemskabende, eksempelvis:
- Den vredladne adfærd
- Seksualiserende adfærd
- Gentagende adfærd
- Den initiativløse
- Nej – sigende, undgående, ignorerende adfærd
- Angstfuld, stresset , kaotisk adfærd
- Nedgørende adfærd
- Den udskældende, den favoriserende, den projicerende adfærd
I forhold til problemskabende adfærd sikrer en neuropædagogisk tilgang, at professionelle, bedst muligt forbliver netop professionelle, og at beboeren ikke skal bære et urimeligt ansvar for handlinger, som de ikke kan tage ansvar for. Vi vurderer om den problemskabende adfærd giver anledning til en indsats med fokus på læring for borgeren, eller om vi i højere grad skal arbejde ud fra en mere kompensatorisk perspektiv på indsatsen.
Relationer
Relationen mellem pædagogen og borgeren har gennem tiden ændret sig. Tidligere så man om en hierarkisk relation, hvor pædagogen havde ret til at definere hvordan borgeren skulle tænke, føle og handle. Nu taler vi om en tillidsrelation, hvor pædagogen og borgeren anerkender hinanden som mennesker. Tillidsrelationen kan bedst beskrives som en relation hvor borgeren og pædagogen udvikler sig gensidigt, og hvor begge har en fornemmelse af at den anden er værdifuld. Relationen tager udgangspunkt i den eksistentielle tankegang, at mennesket udvikler sig i fællesskab med andre, og at fællesskabet udvikler sig ved at man tør sætte sig selv på spil. Med en eksistentialistisk tankegang, at borgeren erkender sig selv gennem relationer, ligger der en pædagogisk opgave i at støtte de borgere som har svært ved at selv at skabe relationer og at indgå i fællesskaber. Det skal påses at relationen bør støtte og give plads til borgerens integritet så der bliver trygt i fællesskabet. Når relationen bygger på tillid kan den bedre bære en konflikt, da personerne stadig kan blive anerkendt, mens der evt. er uenighed om meninger, holdninger og handlen.
(Kort beskrevet handler personlig integritet om magtens fordeling i et menneskes liv. Det handler om i hvilken udstrækning mennesket kan få lov at sætte grænser for sig selv og i hvor høj en grad man kan få sin ukrænkelighed respekteret)
Relations former
Dette fører os videre til en kort beskrivelse af forskellige relations former der kan forekomme i det pædagogiske arbejde med borgere med nedsat funktionsevne:
- Den asymmetriske relation beskriver en relations form, hvor magtfordelingen ikke er ligelig delt mellem de involverede parter. Den ene bestemmer mere i relationen end den anden.
- Den symmetriske relation er en relations form som tager udgangspunkt i en gensidige uafhængighed og lighed mellem partnerne. Denne form bærer præg af konkurrence.
- Den symbiotiske relation beskriver en relations form hvor partnerne er afhængige af hinanden – de kan ikke eksistere uafhængigt af hinanden.
- Den komplementære relation beskriver en ligeværdig relation hvor der er en gensidig anerkendelse af hinandens holdninger, meninger osv. Relationen er vigtig, fordi en fælles forståelse af en problemstilling udspringer af forskellige holdninger.
Moralske kompetencer
Empati er vigtig for relationsarbejdet. Empati kan betegnes som personens evne til at kunne forstå og genkende andres behov og følelser. Det er at kunne indleve sig i andres situation, hvilket er vigtigt for at kunne skifte perspektiv og at kigge på sig selv med en andens blik. Kritisk refleksion over egen og kollegaers praksis sammen med saglig og ansvarlig refleksion er centrale emner i relationspædagogik. Man skal være bevidst om sit ansvar for andres velvære, og at være ansvarlige for sine handlinger og kvaliteten i disse handlinger. Man har også ansvar for at være etisk bevidst og oplyst, hvilket handler om den enkeltes evne til at kunne forstå og erkende de etiske værdier og principper, moralske værdier og regler som professionen og den enkeltes professionelle praksis bygge på.