Lille blad

Relationspædagogisk perspektiv

Pædagogens professionelle rolle

Relationspædagogik handler bl.a. om at udvikle et værdigt liv i et ligeværdigt samspil med mennesker med nedsat funktionsevne. Etikken er i høj grad i spil og “rigtig” og “forkert” skal ofte vurderes ud fra den konkrete situation.

Sagligheden (den konkrete sag omkring beboeren) er lige så vigtig som fagligheden (det pædagogiske fag). Når man arbejder med relationspædagogik er der særlig fokus på at pædagogen reflekterer over egen praksis og at der besluttes på et grundlag der inkluderer beboerens syn på sagen.

I spillet om hvorvidt der kan etableres en pædagogisk kontakt der lægger op til og bygger på det fælles tredje, er det specielt pædagogens evne til at favne hele situation, og vejlede borgeren, der er vigtig, mens etikken er den rettesnor der skal hjælpe pædagogen til at gøre det rette, ud fra det ansvar der følger af at være ”herre” i et asymmetrisk forhold.

Medarbejdere ved bål

Saglighed og faglighed

Pædagogen skal være bevidst om at hans eller hendes forestillinger om “sandhed” er foranderlige, og at etiske erkendelser er afhængig af den enkeltes menneskesyn og den enkeltes personlighed. Det omkringliggende samfund danner rammen om det pædagogiske projekt og påvirker begreberne “rigtigt” og “forkert”, og man kan ikke sige noget helt fast om det etisk korrekte, uden indsigt i selve sagen.

Vores handlinger som pædagoger, kan ikke udelukkende baseres på indforståede videnskabsteorier, men skal også baseres på de praktiske erfaringer hverdagen byder på. Vores beslutninger og handlinger som pædagoger, kræver nogle gang, at vi kan se bort fra vores egen person og vores egne meninger, med risiko for derved at skulle begrænse os og ikke helt være os selv.

En pædagog der arbejder med relationspædagogik skal ikke “være sig selv”, men “bruge sig selv”. Derfor er pædagogen pålagt at reflektere over egen praksis, og vi skal som pædagoger kunne reflektere, fagligt såvel som personligt, over egne og andres handlinger.

Resultatet af denne refleksion skal have betydning for de pædagogiske beslutninger. Beslutningerne skal have det klare mål at fremme beboerens interesser og udvikle dennes kompetencer, og skal bl.a. tages ud fra at det bringer ens kompetencer som pædagog i spil.

Pædagogen er i besiddelse af faglig viden. Denne viden kan ikke stå alene, for uden sag er der intet fag. En ”sag” kan være et problem, et emne, et spørgsmål, der gøres til genstand for refleksion, og diskussion. En ”sag” er nogle gange fra virkeligheden, hverdagen og praksis arbejde, og en ”sag” er nogen gange en tanke der opstår under en bestemt situation, oftest fra praksis-arbejdet. Når vi snakker om sagligheden i det pædagogiske arbejde, så er vi i gang med grundlaget for vores faglighed. Et fag kan altid føres tilbage til konkrete saglige samfundsmæssige eller menneskelige problemstillinger eller delemner i fortiden.

Vores arbejde kan virke stift og firkantet, hvis det ikke ofte bliver konfronteret med sagen fra praksis-hverdagen. Det pædagogiske arbejde er i sig selv en videns-skabende aktivitet, der er baseret på ”sagen”. ”Sagen” handler om det enkelte menneske som pædagogen kommer i berøring med i hverdagen. Den pædagogiske saglighed går ud på at kunne håndtere og forstå opgaver og dilemmaer om hvad pædagoger oplever i deres pædagogiske praksis. Men pædagogen skal ikke kun forholde sig til sagen, men også til faget. Sagen og faget er gensidigt afhængige af hinanden.

Relationer

Relationen mellem pædagogen og borgeren har gennem tiden ændret sig. Tidligere så man om en hierarkisk relation, hvor pædagogen havde ret til at definere hvordan borgeren skulle tænke, føle og handle. Nu taler vi om en tillidsrelation, hvor pædagogen og borgeren anerkender hinanden som mennesker. Tillidsrelationen kan bedst beskrives som en relation hvor borgeren og pædagogen udvikler sig gensidigt, og hvor begge har en fornemmelse af at den anden er værdifuld.

Relationen tager udgangspunkt i den eksistentielle tankegang, at mennesket udvikler sig i fællesskab med andre, og at fællesskabet udvikler sig ved at man tør sætte sig selv på spil. Med en eksistentialistisk tankegang, at borgeren erkender sig selv gennem relationer, ligger der en pædagogisk opgave i at støtte de borgere som har svært ved at selv at skabe relationer og at indgå i fællesskaber.

Det skal påses at relationen bør støtte og give plads til borgerens integritet så der bliver trygt i fællesskabet. Når relationen bygger på tillid kan den bedre bære en konflikt, da personerne stadig kan blive anerkendt, mens der evt. er uenighed om meninger, holdninger og handlen.

(Kort beskrevet handler personlig integritet om magtens fordeling i et menneskes liv. Det handler om i hvilken udstrækning mennesket kan få lov at sætte grænser for sig selv og i hvor høj en grad man kan få sin ukrænkelighed respekteret)

Relations former

Dette fører os videre til en kort beskrivelse af forskellige relations former der kan forekomme i det pædagogiske arbejde med borgere med nedsat funktionsevne:

  • Den asymmetriske relation beskriver en relations form, hvor magtfordelingen ikke er ligelig delt mellem de involverede parter. Den ene bestemmer mere i relationen end den anden.

  • Den symmetriske relation er en relations form som tager udgangspunkt i en gensidige uafhængighed og lighed mellem partnerne. Denne form bærer præg af konkurrence.

  • Den symbiotiske relation beskriver en relations form hvor partnerne er afhængige af hinanden – de kan ikke eksistere uafhængigt af hinanden.

  • Den komplementære relation beskriver en ligeværdig relation hvor der er en gensidig anerkendelse af hinandens holdninger, meninger osv. Relationen er vigtig, fordi en fælles forståelse af en problemstilling udspringer af forskellige holdninger.

Moralske kompetencer

Empati er vigtig for relationsarbejdet. Empati kan betegnes som personens evne til at kunne forstå og genkende andres behov og følelser. Det er at kunne indleve sig i andres situation, hvilket er vigtigt for at kunne skifte perspektiv og at kigge på sig selv med en andens blik. Kritisk refleksion over egen og kollegaers praksis sammen med saglig og ansvarlig refleksion er centrale emner i relationspædagogik.

Man skal være bevidst om sit ansvar for andres velvære, og at være ansvarlige for sine handlinger og kvaliteten i disse handlinger. Man har også ansvar for at være etisk bevidst og oplyst, hvilket handler om den enkeltes evne til at kunne forstå og erkende de etiske værdier og principper, moralske værdier og regler som professionen og den enkeltes professionelle praksis bygge på.

Kontoret på Kjærbygård